Aktuelt

 

Nyhedsbrev

Kultur- og fritidsforvaltningen samler nyheder og frister til foreninger ca. 1. gang om måneden. 

Kommende frister

01.06.24

  • 00:00-00:00 Frist for at indsende den årlige dokumentation

    Senest den 1. juni skal alle foreninger – hvert år - indsende 4 foreningsdokumenter til godkendelse af Kultur- og fritidsforvaltningen.

    Dokumenterne er et lovkrav og skal årligt dokumentere, at foreningsaktiviteten er demokratisk og almennyttig opbygget, som jf. Folkeoplysningsloven åbner for muligheden for at få anvist offentlige faciliteter og modtage tilskud.

    Læs mere her 

Så er det tid til årets generalforsamling

28.04.2021
Kære foreninger og aftenskoler
 
Der er nu omsider tegn på, at samfundet er ved at lukke op igen efter det seneste års mange udfordringer. Det betyder også, at vi efterhånden kan deltage i foreningslivet og komme i gang med aktiviteterne.
 
Hverdagen og den sædvanlige administration er på vej tilbage til normalen.
 
Forvaltningen har i det seneste år primært haft fokus på at sikre rammer og muligheder for foreningsaktiviteterne, og været lidt mere fleksibel i forbindelse med overholdelse af krav og frister for det kommunale tilsyn.
 

Skærpede lovkrav for tilskud og lokaler

Som I ved, betyder de skærpede lovkrav til det kommunale tilsyn, at foreningerne årligt skal kunne dokumentere deres demokratiske og almennyttige aktiviteter for at kunne få anvist offentlige faciliteter og tilskud.
 
Det betyder i Furesø Kommune, at foreningerne årligt skal sende:
  • En kopi af vedtægter
  • Referat fra den seneste generalforsamling
  • Det godkendte regnskab
  • En tro- og loveerklæring om indhentelse af børneattester.
 
For at forenkle foreningernes administration er tidsfristen normalt fastsat til perionde fra 1. januar til 1. juni.
 
De lovpligtige dokumenter der afleveres, sikrer, at I som forening kan fastholde adgang til faciliteter og få udbetalt tilskud i den efterfølgende sæson.
 
Perioden er fastsat ud fra, at langt de fleste foreninger afholder deres generalforsamling i løbet af foråret – og det er efter generalforsamlingen, at den krævede dokumentation er tilgængelig, godkendt og underskrevet.
 
Fristen for fremsendelsen af dokumentationen er i år udsat til 1. juli 2021. Denne dokumentation gælder for godkendelse af den forstående sæson 2021/2022.
 
Regeringen har besluttet at lempe det indendørs forsamlingsforbud til 50 personer fra den 21. maj og yderligere til 100 personer fra den 11. juni.
 
Det betyder i praksis, at langt de fleste foreninger kan afholde generalforsamlingen efter den 21. maj; enkelte først efter 11. juni.
 
Typisk har de fleste foreninger i deres vedtægter fastsat et indkaldelses varsel på 4 uger.
 
Vi opfordrer derfor kraftigt alle foreninger til snarest muligt at fastsætte et tidspunkt for afholdelse af generalforsamlingen og indkalde medlemmerne således, at jeres generalforsamling er afviklet inden udgangen af juni måned.
 

Bestyrelsens beføjelser uden generalforsamling 

 

Hvis foreningen ikke har afviklet sin generalforsamling i 2021, er bestyrelsens råderum og handlemuligheder reelt stærkt begrænset.
Bestyrelsen kan udelukkende agere som forretningsudvalg og har reelt ikke mandat til at ændre i den grundlæggende drift, hvilket for mange kan være nødvendigt forud for den kommende sæsonstart efter 18 mdr. med Corona.
 
For at kunne ændre på grundlæggende vilkår, så som kontingentsatser, nye aktivitetsformer, m.m. kræver det, at der foreligger en generalforsamlingsbeslutning herom – enten i form af en konkret afstemning eller indirekte gennem godkendelsen af et revideret budget. 
Dertil kommer, at den siddende bestyrelse jo reelt ikke er valgt.
 
Så dels er det vigtigt, at I får styr på de interne linjer i jeres foreningsarbejde, og dels er vi nødt til at håndhæve lovgivningen på området og sikre, at I leverer den nødvendige dokumentation – begge dele noget, der kun skal finde sted på baggrund af en generalforsamling i 2021.
 

Generalforsamling i efteråret 2020

 

Enkelte foreninger afvikler deres generalforsamling i efteråret (jf. deres vedtægter).
 
Såfremt I har afviklet jeres generalforsamling i efteråret 2020, er det dokumentationen herfra, I skal uploade inden 1. juli 2021.
 
Såfremt I ikke fik afviklet jeres ordinære generalforsamling i efteråret, vil I skulle afvikle den her i forsommeren, så snart forsamlingsforbuddet muliggør dette.
 
Alle foreninger, der ønsker at fastholde deres adgang til kommunale lokaler og/eller modtage tilskud i sæson 2021/2022, skal således have uploadet de fire dokumenter senest den 1. juli 2020, og dermed have afviklet generalforsamlingen inden da.
 

Kort sagt

Furesø Kommune opfordrer alle foreninger til, og for at kunne bevare tilskud og lokaler for sæson 2021/2022, at:
  • Afvikle generalforsamling inden 30. juni 2021
  • Opdatere de fire foreningsdokumenter i  fritidsportalen senest 1. juli 2021
Med venlig hilsen
Peter Rosgaard
Centerchef, Center for Borgerservice, Kultur og Erhverv